Vi sørger for at gøre oplevelsen ved at vende tilbage i kirke så tryg og god som mulig. Gudstjenesten vil stort set blive, som du kender den med lovsang, prædiken og fællesskab. Vi glæder os meget til at være sammen som kirkefamilie igen.

Vi har indrettet kirken/gudstjenesten iht. de krav myndighederne stiller til os, for at vi må holde gudstjeneste, og så alle kan føle sig trygge ved at komme fysisk i kirken. Vi har lov til at samles indendørs efter særlig vejledning til kirker og trossamfund. Vi følger med og justerer hen ad vejen, når der kommer justeringer og forhåbentligt lempelser i kravene.

Følg med på vores nyhedsmail og på facebook, hvor vi løbende kommunikerer. Får du ikke vores nyhedsmail, så skriv til os på info@kirkeibyen.dk  så vi kan sætte dig på.

Hvad kan du gøre? 

Kom, vær dig selv og vis hensyn. Vask hænder, sprit af og hold afstand. Og i øvrigt hav en god oplevelse og nyd den gode stemning! 

Inden du kommer:

Hvis du er syg – selv om det kun er svage symptomer – skal du blive hjemme. Du skal have været symptomfri i 48 timer, før du ifølge reglerne må komme i kirken. Sådan passer vi også på hinanden.

Hvis du er i risikogruppen, skal du overveje, om det er helbredsmæssigt sikkert for dig at deltage fysisk eller om du i stedet skal følge gudstjeneste online på webadresse: live.kirkeibyen.dk

Når du kommer:

Husk at holde afstand (1 meter) også hvis flere ankommer samtidig, herunder i foyer og ved toiletter. Sprit dine hænder af, inden du går ind i salen. Der står sprit i foyeren (og på toiletter og ved servering). Se også opsatte skilte om god hygiejne, som alle skal følge. Hils andre med en corona-venlig hilsen, ikke fysisk med håndtryk og kram – det må vente til senere.

Salen/under gudstjenesten: 

Der er specifikke krav til antal personer i rummet, som gør at vi max kan være 70 i salen foruden frivillige hvor man sidder med to meters afstand. (Husstande ses som ét og må gerne sidde sammen). Såfremt vi er flere end det, har vi forberedt os på at tage cafeen i brug, hvor der vil være lyd og video fra salen. Vi har sat stolene, så det er let at overholde afstanden. Vi skal nok hjælpe efter behov.

Når vi holder nadver, skal vi nok forklare, hvordan det praktisk skal foregå på en forsvarlig måde.

Fællesskab før/efter gudstjensten:

Til fællesskab før/efter gudstjeneste er der kun krav om én meters afstand – de 2 meters afstand er alene i spil, når der er tale om fællessang mm. Klump ikke sammen eller stå tæt, når du går ud. Man skal selv huske at holde afstanden, og sprede sig ud i salen. Der må ikke samles mere end 10 udenfor pga. forsamlingsforbuddet.

Servering efter gudstjenesten sker på sundhedsmæssig forsvarlig måde. Kaffe og drikkevarer og andre ting må du ikke selv tage, men får serveret af mødeværterne.

Vi glæder os til at se jer alle igen til en god og tryg oplevelse i Guds nærvær og hinandens fællesskab.

Har du spørgsmål, så tag gerne fat i os.